Kultur og befolkning

Thailand er et kongerige, som tidligere hed Siam, men i 1949 ændredes navnet til Thailand. ’Thai’ betyder fri og er en passende betegnelse, idet landet aldrig har været koloniseret. Kongeparret hedder Hans Majestæt Kong Bhumibol Adulyadej og Hendes Majestæt Dronning Sirikit.
Thailands nabolande er Myanmar (Burma), Laos, Cambodia og Malaysia. Fra nord til syd er der 2500 km, og fra øst til vest 1250 km. Kystlinjen er totalt på ca. 2700 km. Østkysten ligger mod Siam-bugten og i vest findes Andaman-havet og det Indiske Ocean. Landet har ca. 62 millioner indbygger, hvoraf 45 millioner er thailændere og resten indvandrere; bl.a. kinesere, malayer, indere, vietnamesere, burmesere og khmerer. Den thailandske kultur er udpræget baseret på buddhisme, idet ca. 90% af befolkningen er buddhister. Den resterende del af indbyggerne er hinduer, muslimer og kristne. De etniske forskelle smelter sammen i hverdagslivet med dets traditionelle og moderne livsfilosofier. Smukke glitrende templer med imponerende asiatiske statuer og dekorationer blander sig i Bangkok med super høje og moderne bygninger med den seneste banebrydende arkitektur. Samtidig ses gadekøkkener med deres rygende wok-gryder overfor Internet cafeer som en del af hverdagen. Det sociale liv ude på gader og torve præges også af religiøse ceremonier overalt i Thailand. Modersmålet er thai, men mange taler diverse lokale og kinesiske dialekter. Engelsk anvendes som handels- og uddannelsessprog og spredes også gennem den hastigt voksende industri – turismen, rundt om i landet.